Dolmabahçe-palassets historie

En bugt, sultanerne fyldte op

Stedet, hvor Dolmabahçe ligger, var oprindeligt en bugt ved Bosphorus, hvor den osmanniske flåde ankrede op. Den blev opfyldt fra 1600-tallet og frem og blev en kejserlig have, og navnet bevarer den historie: dolma betyder fyldt, og bahçe betyder have. Træpavilloner og små sommerpaladser rejste sig der og dannede Beşiktaş Waterfront Palace, som sultan Abdülmecid 1. lod rive ned for at gøre plads til et nyt stenpalads. Grunden dækker omkring 110.000 kvadratmeter, afgrænset af Bosphorus på den ene side og en stejl skråning på den anden. De Nationale Paladsers historie tilføjer, at Mehmed Erobreren menes at have ladet sine skibe hale fra denne bugt – en overleveret tro, ikke et dokumenteret faktum.

Hvorfor sultanen forlod Topkapı

Abdülmecid 1., som regerede fra 1839 til 1861, var rigets 31. sultan, og han og hans familie havde boet på Topkapı-paladset, som havde tjent dynastiet i omkring fire århundreder. I 1840'erne virkede det middelalderlige Topkapı forældet ved siden af europæiske monarkers paladser, da det manglede deres tidssvarende stil, luksus og komfort, og sultanen besluttede at bygge en moderne residens. Palassets indretning og udsmykning afspejler den voksende indflydelse fra europæiske stilarter og standarder på osmotisk kultur og kunst under Tanzimat, reformperioden i det 19. århundredes rige. Byggeriet blev påbegyndt i 1843 og afsluttet i 1853, og det er en erklæring om dette syn i marmor.

Familien Balyan

Arkitekterne var medlemmer af familien Balyan, armenske hofarkitekter, som tjente de osmanniske sultaner i fem generationer og tegnede paladser, moskeer, kirker og herskabsvillaer over hele Istanbul. For Dolmabahçe blev projektet realiseret af Garabet Balyan, som levede fra 1800 til 1866, hans søn Nigoğayos Balyan og Evanis Kalfa. Direktoratet for De Nationale Paladser, som i dag passer bygningen, nævner også Ohannes Serveryan og James William Smith blandt dets bygmestre, og det registrerer, at Hacı Said Ağa overvågede arbejdet fra 1843 til 1850, efterfulgt af Esseyyid Ali Şahin Bey indtil 1856. Paladset var et holdarbejde med Balyanerne i spidsen.

Hvad det kostede

Byggeomkostningerne er blevet anslået til fem millioner osmanniske lira, svarende til 35 tons guld, hvilket var cirka en fjerdedel af imperiets årlige skatteindtægter. Det blev finansieret gennem forringelse af møntværdien, en stor udstedelse af papirpenge og udenlandske lån. Udgiften lagde en tung byrde på statskassen og bidrog til de forværrede finanser, der endte med Det Osmanniske Riges betalingsstandsning på sin offentlige gæld i oktober 1875. Denne betalingsstandsning førte i 1881 til Den Osmanniske Offentlige Gældsadministration, hvorigennem de europæiske magter udøvede finansiel kontrol. Paladset står derfor i to fortællinger: et pragteksempel på reform og en regning, som staten kæmpede for at betale.

• Pris: fem millioner osmanniske lira
• Ækvivalent: 35 tons guld
• Andel af imperiets årlige skatteindtægter: cirka en fjerdedel
• Finansieret ved: forringelse af møntværdien, papirpenge og udenlandske lån

Én bygning, tre dele

Paladset er én lang blok med en streng intern opdeling, og Direktoratet for Nationalpaladser beskriver en hovedstruktur med to regulære etager, en tagetage og en kælder. Den sydlige fløj, Selamlık, rummede de offentlige og repræsentative rum, hvor statens anliggender blev varetaget, og diplomater blev modtaget. Den nordlige fløj, Harem, var det private boligområde for sultanen og hans familie og blev holdt adskilt fra omverdenen. Mellem dem ligger Ceremonisalen, hvis gulv dækker 2.000 kvadratmeter under en kuppel på 36 meters højde. Direktoratet tæller 285 værelser og kalder det Tyrkiets største palads. Fra Bosphorus fremstår eksteriøret som en klassisk europæisk sammensætning af to fløje adskilt af en stor central fremspringende blok.

• Selamlık: den sydlige fløj til statsanliggender og diplomater
• Ceremonisalen: de 2.000 kvadratmeter mellem fløjene
• Harem: den nordlige fløj til sultanen og hans familie

Guld, krystal og tæpper

Hvor Topkapı er kendt for sine Iznik-fliser og udskårne ornamenter, er Dolmabahçe overdådigt med guld og krystal. Fjorten tons guld blev brugt til at forgylde lofterne, og paladset rummer det, der beskrives som verdens mest omfattende samling af böhmiske og Baccarat-krystallysekroner. Krystaltrappen har form som en dobbelt hestesko og er bygget af Baccarat-krystal, messing og mahogni. Marmor fra Marmara-øen, egyptisk alabast og porfyr fra Pergamon blev brugt i udsmykningen sammen med Sèvres- og Yıldız-porcelæn og gaver fra statsoverhoveder. Hereke-tæppet i hovedsalen siges at være verdens største Hereke-tæppe.

• Lofter: fjorten tons guldforyldning
• Trappe: Baccarat-krystal, messing og mahogni
• Sten: marmor fra Marmara-øen, egyptisk alabast og porfyr fra Pergamon
• Tekstiler: tæpper fra Hereke Imperial Factory

Læs næste: Hvad du bør se i Dolmabahçe-paladset

Lysekronen og kvitteringen

Ceremonisalen, hvor sultanen modtog statens notabiliteter på helligdage, og hvor statslige ceremonier blev afholdt, rummer en krystallysekrone med 750 lamper, der vejer 4,5 tons og beskrives som verdens største. I lang tid antog man, at den var en gave fra dronning Victoria. I 2006 blev der fundet en kvittering, som viste, at sultanen selv havde betalt den fuldt ud. Salens gulv dækker 2.000 kvadratmeter, og dens kuppel rejser sig 36 meter, så lysekronen hænger i et rum bygget til store begivenheder.

Moderne for sin tid

Fra begyndelsen var paladset udstyret efter datidens højeste tekniske standarder. Gasbelysning og vandklosetter blev importeret fra Storbritannien på et tidspunkt, hvor andre paladser i det kontinentale Europa stadig manglede dem, og elektricitet, centralvarme og en elevator blev installeret senere. En samling på 202 oliemalerier er udstillet, herunder 23 af Ivan Aivazovsky, som malede dem som hofmaler under sine ophold i Istanbul, samt værker af Gustave Boulanger, Jean-Léon Gérôme, Eugène Fromentin og den tyrkiske maler Osman Hamdi Bey. Det større kompleks omfatter også en glasfabrik, et støberi, et fuglehus, stalde og kronprinsens lejlighed, og klokketårnet blev tilføjet under Abdülhamid II.

Fra sultaner til republik

Seks sultaner boede på Dolmabahçe, og den sidste kalif, Abdülmecid II, boede der fra 1922, indtil kalifatet blev afskaffet i 1924. Fra 1853 til 1887 og igen fra 1909 til 1922 fungerede paladset som det osmanniske riges vigtigste administrative centrum. En lov, der trådte i kraft den 3. marts 1924, overførte ejerskabet til den nye tyrkiske republiks nationale arv. Atatürk brugte det som præsidentbolig, mest om sommeren, og Direktoratet for Nationalpaladser oplyser, at han boede der med mellemrum mellem 1927 og 1938. Det fortsatte som præsidentbolig under İsmet İnönü indtil 1949 og åbnede for besøgende som paladsmuseum i 1984.

Værelset hvor urene standsede

Mustafa Kemal Atatürk, republikkens grundlægger og første præsident, tilbragte de sidste dage af sin sygdom på paladset. Han døde kl. 9.05 om morgenen den 10. november 1938 i et soveværelse i det tidligere haremområde. Efter hans død blev alle ure i paladset stoppet og stillet til 9.05. Urene uden for hans værelse viser nu den faktiske tid, men uret i det værelse, hvor han døde, står stadig på 9.05. Hans kiste lå i paladsets reception i dagene derefter, og i tre dage gik tusindvis af sørgende forbi den. Værelset nås via haremafdelingen, som GetYourGuide-billetterne i denne guide giver adgang til.

Hvem denne historie ikke er for

Læsere, der er mere interesserede i det praktiske, kan springe videre til guiderne om, hvordan man kommer dertil, og om hvornår man bør tage afsted. Denne side handler om bygningens historie, ikke om imperiets historie: Tanzimat-reformerne, statsbankerotten i 1875 og sultanatets ophør har hver især deres egne lange fremstillinger, og denne guide berører dem kun, hvor de forklarer paladset. For en gennemgang rum for rum følger guiden til, hvad man bør se indenfor, bygningens plan i rækkefølge, og guiden til Bosphorus forklarer, hvorfor paladset ligger, hvor det ligger.

Læs næste: Hvad du bør se i Dolmabahçe-paladset